Naturen og udeliv
Godt placeret midt mellem Viborg og Skive byder Stoholm også på både flot natur og gode muligheder for udeliv.
I selve Stoholm by finder du masser af små åndehuller med grønne områder og legepladser. Nogle gemmer sig langs stisystemerne i boligområderne, mens andre som f.eks. "Connies legeplads", mellem Anemonevej og Iglsøvej, er mere kendte, men fælles for dem er at de giver gode muligheder for udendørs hygge og leg. Mange af de grønne områder og legepladser ejes eller vedligeholdes af omkringliggende grundejerforeninger og frivillige kræfter, så pas ekstra godt på dem og giv gerne en hånd med.
I udkanten af Stoholm finder vi også Børneskoven, også kendt som Dynamitskoven. Børneskoven er én af 6 børneskove i Viborg Kommune, men noget af det som gør den anderledes end de andre 5 er, at den i høj grad er blevet til i samarbejde mellem lokale foreninger og institutioner og indeholder både madpakkehus, bålsted og shelter. I børneskoven må der bygges huler, spises madpakker, leges fangeleg og alt det andet der gør det til et fedt sted at være.
Der er flere indgange til børneskoven, men hvis du kører til Liljevej 41, 7850 Stoholm er der både sti og skiltning til børneskoven.
Byens park, der blandt andet danner rammer om den årlige Stoholm Festuge og indeholder byens udendørs scenebygning, er Anlægget. Anlægget blev frisket om som en del af områdefornyelsen i 2018 og er et yndet udflugtsmål for blandt andet skolen, daginstitutionerne, plejehjemmet og børnefamilierne. Der er adgang til Anlægget fra både Anlægsgade og Stadionvej, hvor der er også er mulighed for parkering.
Bevæger vi os lidt udenfor byskiltet finder du også masser af flot natur med bl.a. Birkesø, Jordbro Ådal og gode vandreruter langs f.eks. Kalkkaminoen.