Stoholm Borgerforenings logoBliv medlem
Stoholm Borgerforenings logo
Bliv medlem

Stoholms historie

Stoholm by

Stoholm by er en af de utallige små byer i Danmark der kan takke udbygningen af jernbanenettet i midten af 1800-tallet for sin fødsel.

Stoholm ligger i Stoholm sogn, som indtil 2007 hed Feldingbjerg sogn og da jernbanen mellem Viborg og Skive åbnede i 1864 blev stationen i Feldingbjerg sogn kaldt Stoholm, opkaldet efter den nærliggende Stoholmgaard, og ved jernbanestationen voksede byen op med kro, andelsmejeri, telefoncentral, afholdshotel, missionshus, bibliotek, apotek og mange andre erhverv, der hørte en stationsby til.

Ved kommunalreformen i 1970 blev Stoholm valgt til stedet, hvor rådhuset skulle bygges i den nye Fjends Kommune. Faktisk blev rådhuset bygget i Smollerup sogn. Stoholm by breder sig mod Smollerup og Iglsø, hvilket skyldes Jordbro Å i øst og Feldingbjerg Bæk og de meget bløde enge omkring dem.

I midten af 1980’erne blev en del af Smollerup sogn overført til Feldingbjerg sogn, for at samle stoholmerne i det samme sogn, men med de nye boliger ved Kultur- og Idrætscenteret er Stoholm nu igen stærkt på vej til at krybe ind over grænsen til Smollerup sogn.

Efter den sidste kommunalreform i 2007 er Stoholm nu den 3. største by i Viborg kommune.

Skoler

Den første skole blev bygget i 1814 i Troelstrup mellem Feldingbjerg og Stoholm og allerede i 1837 blev der bygget en ny skole ved siden af Feldingbjerg kirke.

I 1900 blev der igen bygget en skole i Troelstrup, som fungerede indtil 1953, da der langt om længe blev bygget en skole i selve Stoholm, da husmødrene under 2. Verdenskrig havde protesteret over, at børnene i Stoholm skulle gå helt til Troelstrup. Det sled for meget på det kostbare fodtøj og nyt var ikke nemt at købe.

Skolen i Stoholm er flere gange blevet både udvidet og bygget om og efter planen står en helt ny skole, placeret sammen med Fritids- og kulturcenteret, klar til ibrugtagning i august 2026.

Erhvervslivet

Stoholm har i dag et blomstrende forretningsliv. Der er flere dagligvareforretninger, slagter, bager, blomsterhandler og frisører. Der er også styr på sundheden for både folk og fæ, da Stoholm har læge-, tandlæge-, fysioterapi- og dyrlægeklinik og et apotek i byen.

Også industrien har slået sig ned i Stoholm og den første industri i Stoholm var pottemageriet og teglværket. Senere blev der fremstillet møbler, stearinlys, cement og værktøj.

Et af de største firmaer i Stoholm er Kaiserplast. Fabrikken startede i 1973 i det nedlagte Stoholm Mejeri, som en underafdeling af Skive Børstefabrik. Afdelingen blev oprettet, for at den skulle levere plasthåndtag til fabrikken i Skive, men udviklede sig hurtigt og blev en stor virksomhed. I 1987 blev fabrikken selvstændig med speciale i plastprodukter i alle former til andre firmaer. Ledelsen på fabrikken har været meget miljø- og kvalitetsbevidste og har således fået certifikat fra staten for begge dele som henholdsvis nr. 6 og 7 i Danmark. I dag er fabrikken en afdeling i SP-Moulding, der har hovedadresse i Juelsminde.

Meld dig ind

Vil du gerne være med til at støtte op om vores arbejde håber vi du vil vælge at blive medlem af foreningen og dermed både støtte vores arbejde økonomisk, men også give os et stærkere talerør overfor f.eks. Viborg Kommune. Klik på Bliv medlem for at læse mere om priser og hvordan du bliver medlem,

Ud over kontingentindtægterne er dit medlemskab også vigtigt når vi f.eks. skal snakke med Viborg Kommune eller søge støtte hos fonde til større projekter eller kommunale puljer.

Jo flere medlemmer vi har jo stærkere står vi, så dine 200 kr. kan være med til at udløse langt større økonomisk støtte til foreningens arbejde og projekter som f.eks. Ny Scene i Anlægget.

Kontingentintægterne bruges bl.a. til

  • Oplysningarbejde omkring foreningens arbejde og aktiviteter i byen
  • Finansiering af arrangementer for byens borgere, enten i eget regi eller i samarbejde med andre foreninger.
  • Mindre anskaffelser til byen (de større anskaffelser finansieres ved ansøgninger til pulje og fonde)
    • Lokaleleje og forplejning til generalforsamling, borgermøder og møder, hvor der deltager andre end bestyrelsen

    • Kontorudgifter til bl.a. trykning af materiale og udgifter til hjemmeside.

    Stoholm Borgerforening

    v/Formand Susanne Bak

    Valmuevej 1

    7850 Stoholm Jyll

    CVR: 53413617

    Tlf: +45 28304283

    Bricksite logo| MADE FOR FREE WITH

    BRICKSITE